Oprindelse og historie

Epitalon udsprang af et forskningsprogram, der begyndte i Sovjetunionen og stadig kører i Sankt Petersborg i dag.

Ekstrakter fra kirtler

I 1970'erne begyndte militærlæger i Leningrad, blandt dem Vladimir Khavinson og Vjatjeslav Morozov, at teste ekstrakter fra dyreorganer. Deres teori var, at hvert organ indeholder korte peptider, som hjælper med at regulere dets egne celler, og at disse signaler svækkes med alderen. I begyndelsen af 1980'erne rapporterede de længere levetid hos mus, der fik ekstrakter af thymus og koglekirtel.

Epitalamin

Ekstraktet fra koglekirtlen fik navnet epitalamin. I de følgende år blev det givet til bananfluer, mus og rotter og senere testet på ældre mennesker ved Instituttet for Gerontologi i Kyiv. De studier på mennesker brugte ekstraktet, ikke Epitalon, en forskel der ofte går tabt på nettet.

Et enklere molekyle

Et ekstrakt er en blanding, og indholdet kan svinge fra batch til batch. Holdet undersøgte derfor, hvilke aminosyrer epitalamin indeholdt, og satte et kort peptid sammen af dem: Ala-Glu-Asp-Gly. Det fik navnet Epitalon, og de første artikler om det udkom omkring år 2000, begyndende med forsøg på bananfluer.

Telomerøjeblikket

I 2003 rapporterede gruppen, at Epitalon tændte for telomerase i menneskelige føtale fibroblaster, en type bindevævscelle der normalt mangler enzymet, og at deres telomerer blev længere. Et år senere meldte de, at aldrende celler af denne type gennemførte omkring ti ekstra delinger efter behandling. Disse to korte rapporter er stadig de mest citerede Epitalon-artikler.

Fundet i selve kirtlen

I årevis blev Epitalon beskrevet som et syntetisk design. I 2017 rapporterede Khavinsons hold, at de havde påvist AEDG-sekvensen blandt tetrapeptiderne i kirtelekstraktet, hvilket støtter idéen om, at det findes i naturen.

Interesse uden for Rusland

Siden omkring 2019 har grupper i Italien, Kina, Storbritannien og andre steder lavet egne forsøg med stamceller, ægceller og telomerer. I 2025 udgav forskere fra Det Medicinske Universitet i Warszawa en bred oversigtsartikel, og et hold fra Brunel University London offentliggjorde uafhængige telomermålinger.